Gikas Pine Forest Retsina 2020 – en gåtur i en fugtig fyrreskov
Pine Forest er en prisbelønnet Retsina lavet af Assyrtiko – Grækenlands fineste hvide druesort. Druerne vokser i 350 meters højde i Spata nær Athen på leret, sandet jord og håndplukkes som hele klaser inden direkte presning.
Gæringen foregår med vinens egne gærstammer ved 18°C. Under gæringen tilsættes omhyggeligt udvalgt fyrreharpiks, som fjernes igen efter 15 dage. Herefter lagres vinen to måneder på fint bundfald ved 10°C – en kold ekstraktion der bevarer friskhed og aromaernes renhed.
I glasset fremstår den i en gullig farve med citrongule highlights. Duften er karakteristisk men aldrig tung: harpiksen minder mere om mastiks end fyrretræ – behagelig og aromatisk – indrammet af lavendel, fersken og lime. På ganen folder vinen sig smukt ud med Assyrtikos velafbalancerede syrestruktur som rygrad. Sprød og frisk som en gåtur i en fugtig fyrreskov – deraf navnet. Lime, rosmarin, lette ferskennuancer og en urtearomatisk struktur smyger sig om ganen, og eftersmagen er lang og aromatisk med en indbydende citrusagtig syrekildren.
En Retsina der overbeviser selv den mest skeptiske.